Syreskader på tænderne Behandling Hos tandcare
Syreskader på tænderne, også kendt som erosioner, er en tilstand, hvor tændernes overflade mister mineraler og slides på grund af hyppig eksponering for syreholdige stoffer. Dette kan føre til alvorlige tandsygdomme og hertil smerter, hvis det ikke behandles korrekt.
Hvad er syreskader?
Syreskader adskiller sig fra caries ved, at de ikke skyldes syre fra bakterier, men snarere fra kost eller mavesyre. De opstår ofte som følge af regelmæssig indtagelse af syreholdige føde- og drikkevarer eller sure opstød. Personer der får meget forskelligt medicin eller har fået behandlet cancer i hoved- og halsområdet, og oplever mundtørhed pga. dette, kan også lettere få syreskader.
Hvor almindeligt er syreskader?
Syreskader er et voksende problem. En ud af syv voksne danskere lider af moderate til alvorlige syreskader. På verdensplan anslås det, at mellem 30 og 50 procent af mælketænderne og mellem 20 og 45 procent af de blivende tænder er ramt af syreskader. I Danmark ser vi desværre at syreskaderne starter tidligere end før. Helt unge mennesker har kraftige syreskader pga. energidrikke osv. Dette gør at de gennem hele livet skal bruge mange flere penge på at bevare tænderne sunde og intakte.
Hvordan ser syreskader ud, og hvad er symptomerne?
I de tidlige stadier kan syreskader være svære at opdage uden hjælp fra en tandlæge. Tidlige tegn inkluderer små fordybninger på tyggefladerne af kindtænderne og overfladiske skader på tændernes overflader. I fremskredne stadier kan symptomerne omfatte:
- Flade og gullige tyggeflader
- Gennemsigtige og grålige skæreflader på fortænderne
- Isninger og følsomhed over for kulde og varme
- Tandkroner, der bliver kortere eller knækker
- Nogle mennesker oplever ingen smerter, selv ved svære syreskader, mens andre kan opleve skarp smerte og isninger.
Hvordan opstår syreskader?
Syreskader opstår, når tænderne ofte og over længere tid udsættes for syre. Dette kan ske gennem:
- Indtagelse af syreholdige drikke og fødevarer: Sodavand, energidrikke, sur frugt og juice.
- Mavesyre: Sure opstød eller opkast kan også skade tænderne.
- Andre faktorer: Mundtørhed som følge af medicin, fysisk træning eller systemiske sygdomme kan også øge risikoen.
Hvad kan du selv gøre?
For at forebygge og mindske risikoen for syreskader kan du følge disse råd:
- Gå regelmæssigt til tandlæge: Din tandlæge kan opdage og behandle syreskader tidligt.
- Begræns syreholdige fødevarer og drikkevarer: Indtag dem i forbindelse med hovedmåltiderne og ikke som mellemmåltider.
- Vælg alternativer: Drik vand eller mælk, som ikke er skadelige for tænderne.
- Undgå at holde syreholdige drikke i munden: Synk dem hurtigt og undgå at skylle dem rundt.
- Skyl munden med vand efter syreholdige drikke: Dette kan neutralisere syren.
- Undgå vaner, der øger syrepåvirkningen: Som at drikke mange små slurke over længere tid.
- Konsulter din læge ved symptomer på sure opstød: Lægen kan henvise til en specialist.
Hvordan kan syreskader behandles?
Behandlingen afhænger af skadens omfang:
- Fluorlak og små fyldninger: Anvendes ved mindre skader for at beskytte og genoprette emaljen.
- Større fyldninger og kroner: Nødvendige ved alvorlige skader, hvor emaljen er stærkt nedslidt. Hvis syreskaderne er for omfattende, kan det være nødvendigt at genopbygge mange af tænderne med plast eller andre materialer.
- Bideskinne: Bruges hvis tænderskæren bidrager til slid, for at beskytte tænderne om natten.
Vigtigste råd mod syreskader
For at opnå de bedste resultater er det afgørende at følge tandlægens anvisninger nøje og være proaktiv i at beskytte dine tænder mod syreskader. Forebyggelse og tidlig behandling er nøglen til at bevare sunde tænder livet igennem. Husk at selvom tænder er blevet genopbygget, kan syren stadig skade tænderne. Så bevar de gode vaner, hele livet.